
Brasilien fortsætter dårlig stime – nedlagt af Liverpool-stjerne
Brasilien gik for tredje kamp i træk fra banen uden en sejr, da Colombia besejrede brasilianerne efter to sene scoringer fra Liverpool-stjerne.

Brasiliens dårlige form siden deres exit ved VM-slutrunden i Qatar fortsatte natten til fredag, da Colombia besejrede brasilianerne med 2-1.
Det har været alt andet end en dans på røde roser for det brasilianske landshold, siden man overraskende røg ud til Kroatien ved VM i 2022.
Siden nederlaget i straffesparkskonkurrencen er det kun blevet til tre sejre i syv kampe, mens kampen mod Colombia natten mellem torsdag til fredag heller ikke blev en succes.
Brasilianerne kom ellers godt fra start, da Arsenals Gabriel Martinelli scorede til 0-1 efter kun fire minutter.
Desværre for Brasilien valgte Liverpool-stjernen Luis Diaz at sætte sit præg på kampen, da columbianeren scorede to mål på fire minutter.
Først fik Diaz udlignet i det 75. minut til 1-1, mens han allerede i det 79. minut kunne sende Colombia i front med 2-1, hvilket også blev kampens slutresultat.
Selvom det igen endte i en stor nedtur for Brasilien, så har Luis Diaz formentlig ekstra meget at glæde sig over i disse dage.
Liverpool-stjernen har nemlig været igennem et forfærdeligt forløb på familiefronten, hvor både hans mor og far har været kidnappet.
Heldigvis er begge Diaz’ forældre nu igen i sikkerhed, hvilket du kan læse mere om her.

Nederlaget til Brasilien placerede sydamerikanerne på en beskeden femteplads med syv point efter fem kampe i VM-kvalifikationen, mens Colombia indtager tredjepladsen med ni point efter lige så mange kampe.