
Ingen EM-billet endnu: Israel spolerer festen for Schweiz
Schweiz er endnu ikke EM-klar, efter det onsdag aften blev til en deler mod Israel.

Schweiz havde onsdag aften muligheden for at sikre sig en plads ved næste års EM-slutrunde.
Her krævede det en sejr over Israel – hvilket ikke lykkedes.
I stedet delte de to nationer pointene mellem sig med resultatet 1-1.
Det lignede ellers længe en schweizisk sejr, efter Ruben Vargas fik bragt sit hold i front i første halvleg.
I det 81. minut blev Shon Weissman dog sat på banen for Israel, hvilket skulle vise sig at være en god beslutning.
Syv minutter senere fik Granada-angriberen nemlig udlignet for ‘hjemmeholdet’. Kampen blev spillet i Ungarn grundet krigen i Israel.
Tillægstiden bød på et rødt kort til Schweiz’ Edimilson Fernandes, men mål var der ingen af, hvorfor måltavlen viste 1-1 ved slutfløjt.

Schweiz topper nu sin gruppe med 16 point sammen med Rumænien. Israel ligger nummer tre med 12 point.
Der mangler fortsat to kampe for hver nation i gruppen.