Flyskræk sender Alexander Lind ud af U21-landsholdstruppen
Alexander Lind er ikke fløjet med resten af U21-landsholdet til Spanien, hvor de skal møde Marokkos OL-hold i en testkamp.
Alexander Lind flyver højt i Superligaen, hvor han i øjeblikket er topscorer.
Men ellers lader det til, at han ikke er så glad for at flyve. Han er i hvert fald ikke fløjet med resten af U21-landsholdet til Spanien.
Her skulle han have mødt Marokkos OL-hold sammen med resten af det danske ungdomslandshold, men landstræner Steffen Højer må altså klare sig uden målræven fra Silkeborg.
Det oplyser DBU på det sociale medie X mandag eftermiddag.
DBU skriver, at Alexander Lind ikke er fløjet med resten af sit hold grundet stor flyskræk. I stedet er Jakob Breum fra Go Ahead Eagles blevet kaldt ind.
19-årige Breum, der gør sig bedst på venstrekanten, har ikke spillet med U21-landsholdet før.
Han har dog spillet ni kampe for U19-landsholdet, hvor han har nettet syv gange.
Wass glemte lodtrækningen: Første gang som anfører?Jakob Breum har i denne sæson spillet 11 kampe for Go Ahead Eagles i den hollandske Eredivisie, hvor det er blevet til et enkelt oplæg.
21-årige Alexander Lind har spillet 15 Superligakampe for Silkeborg, og her er det blevet til 10 scoringer og to assists.