Manchester United meldes i krise – disse statistikker fortæller en anden historie
Efter længere tids svingende præstationer meldes Manchester United i krise og Erik ten Hag fyringstruet - men står det egentlig så skidt til, som det bliver talt op til?
Manchester United bøvler med tingene for tiden.
Snævre og sene sejre mod hold, der tidligere har været walkovers, og senest et nederlag til F.C. København i Parken har fået mange fans og medier i tovene over tilstanden i den engelske storklub.
Men midt i al negativiteten omkring klubben, kan det faktisk lade sig gøre at finde tegn på, at det måske ikke helt er tid til at male fanden på væggen endnu hos De Røde Djævle.
For med lørdagens sejr over Luton Town er Erik ten Hag faktisk den eneste manager, der nogensinde har vundet 30 af sine første 50 kampe i spidsen for Manchester United – end ikke Sir Alex Ferguson præsterede det.
Hvis man desuden sammenligner hollænderens pointhøst med en af hans konkurrenter, nemlig Jürgen Klopp, som står i spidsen for rivalerne fra Liverpool, så har Ten Hag i sine første 50 kampe for United også pointmæssigt præsteret bedre end sin tyske kollega.
Ten Hag har således i sine første 50 kampe skrabet 96 point sammen, mens Klopp i sine indledende 50 kampe i spidsen for Liverpool ‘kun’ formåede at høste 92 point.
Mål og Highlights: Begge United-danskere humpede skadet fra banen i kneben sejr over oprykkerKigger man desuden på Premier League-holdenes nuværende resultatmæssige form, så er der faktisk ikke nogen, der i øjeblikket er i bedre form end de røde fra Manchester.
Ingen andre har skrabet flere point sammen de seneste fem kampe end Manchester United, som har vundet fire ud af de seneste fem – her skal man dog have in mente, at Manchester City med en sejr over Chelsea søndag har høstet lige så mange point.
Manchester United går ligesom de øvrige Premier League-klubber nu på landsholdspause og skal efter pausen forsøge at fortsætte den ‘gode’ form mod Everton.