
Glad Malmø-AC efter svensk guld: Det handlede om det mentale – og der vandt vi
Anders Christiansen har tilbragt meget af sæsonen på sidelinjen, men kunne søndag juble med sine holdkammerater i Malmø FF over at have vundet det svenske mesterskab.

Malmø FF vandt søndag eftermiddag det svenske mesterskab efter en dramatisk duel mod Elfsborg.
Både på banen og udenfor banen var der skruet helt op for dramaet i mesterskabskampen, som Malmø skulle vinde for at tage guldet. Og det formåede de lige netop med en sejr på 1-0.
Derfor var det også en glad dansker i form af Anders ‘AC’ Christiansen, der mødte Eurosports udsendte reporter efter opgøret, mens mesterskabsfesten stod på i baggrunden.
AC har ikke været med i store dele af sæsonen, da han i slutningen af maj måtte en Malmø-træning, med hvad der viste sig at være hjerteproblemer. Det har holdt ham på sidelinjen lige siden, og derfor er det blot blevet til otte Allsvenskan kampe i sæsonen.
– Det er lidt anderledes end de andre år, men alt i alt er det jo fantastisk. Det har været en lang sæson på alle mulige måder, og at vi kan krone det – specielt efter den seneste sæson – og komme tilbage på den måde, det gør det jo bare endnu vildere, fortæller han til Eurosport med henvisning til problemerne, han selv har været ramt af i løbet af sæsonen, og fortsætter:
– Det var en speciel kamp – en mental kamp. Dem, der er stærkest i kasketten, vinder. Jeg ved ikke, om det er fortjent eller ufortjent, men vi skaber i hvert fald nok chancer til at vinde i dag. Elfsborg har gjort det fantastisk, men har fået gummiben her til sidst, hvor vi bare har været stærke. Vi har prøvet det før, og det kan man også se i dag.
Malmø FF slutter sæsonen á point med dagens modstander fra Elfsborg, og derfor er det målscoren, der har afgjort mesterskabet til Malmø FF’s fordel.
Anders Christiansen har spillet i Malmø siden januar 2016. Hans ophold blev kort afbrudt at et ophold på et halvt år i belgiske Gent i 2018. I alt er det blevet til 234 kampe for Malmø FF med 61 mål og 46 assists til følge.
Han er fortsat på kontrakt i klubben frem til den 31. december 2024.
Læs meget mere om det vilde opgør mellem Malmø FF og Elfsborg herunder


