OB-boss bekræfter: Vi er i dialog med Tobias Slotsager
Tobias Slotsagers kontrakt med OB udløber i sommeren 2025, men den fynske klub bekræfter, at der er dialog i gang om en forlængelse.
I OB råder man over et ganske særligt talent. Tobias Slotsager.
Den 17-årige forsvarsspiller har taget vejen fra akademi til anførergruppe på førsteholdet – og Slotsager er klar til at forlænge sit ophold i Ådalen, der lige nu står til at udløbe i sommeren 2025.
På ledelsesgangene i OB ønsker man også at forlænge aftalen med stortalentet, og fodbolddirektør Björn Wesström bekræfter over for campo.dk, at der er dialog mellem de to parter.
– Vi er i dialog om det. Vi har præsenteret et bud, og så må vi se, hvad han kommer tilbage med, fortæller fodbolddirektøren til campo.dk.
Tobias Slotsager har en stor stjerne i OB, hvor den unge forsvarsspiller er skoleeksemplet på et vellykket talentarbejde.
– Han betyder meget, da han er en rollemodel, både som person, men også for, hvordan vi ønsker, at vores procedure for akademispillere skal være.
– Så det er to ting: Dels, hvordan han er som menneske, der er han fantastisk, men også hvordan, vi har arbejdet med ham helt fra akademiet og op i førsteholdstruppen, hvor han er blevet en bærende spiller.
– Så det er to fantastiske gode ting, slutter Björn Wesström.
Tobias Slotsager fortalte tidligere på fredagen, at han er klar til at forlænge sin kontrakt med fynboerne. Det kan du læse mere om ved at følge linket nedenfor.
Den fynske kronjuvel Tobias Slotsager: Jeg vil forlænge med OB