Den fynske kronjuvel Tobias Slotsager: Jeg vil forlænge med OB
Tobias Slotsager har været et af få lyspunkter i en ellers mørk sæson for OB. Det 17-årige forsvarstalent er glad for at være i klubben, og nu fortæller han, at han ønsker at forlænge sin kontrakt.
Tobias Slotsager er klar i mælet: han ønsker at forlænge med OB.
Den fynske sæson har ellers budt på stribevis af nederlag, trænerfyring og pokalexit, men det afskrækker ikke det 17-årige stortalent.
Slotsagers kontrakt med OB udløber i sommeren 2025, og selvom udlandet lurer i horisonten, så har fynboen rødderne plantet solidt på bredden af Odense Å. Derfor er han klar til at forlænge sin kontrakt.
– Jeg er åben over for det meste, men lige nu, der håber jeg egentlig snart, at vi kan få snakket med OB og så få kigget en forlængelse igennem, udtaler Tobias Slotsager til campo.dk.
Det 17-årige forsvarstalent har taget vejen gennem OB’s akademi og er i dag fast mand i startopstillingen og en del af holdets anførergruppe.
– Jeg er glad for at være her, og så længe jeg føler, jeg stadig udvikler mig, og jeg får den spilletid, som jeg gør nu, så ser jeg ikke nogen grund til, at jeg skulle et andet sted hen lige nu.
Så du vil gerne forlænge din kontrakt med OB?
-Klart. Det er klart planen lige nu. Som sagt, så længe jeg udvikler mig her, og det føler jeg, at jeg gør og også kan fremadrettet – hvert fald nogle år endnu, så vil jeg klart gerne blive, slutter Tobias Slotsager.
Det er foreløbigt blevet til 26 kampe i den stribede trikot for Tobias Slotsager.
OB-boss bekræfter: Vi er i dialog med Tobias Slotsager