Neestrup forklarer startopstilling: Det er meget simpelt – vi har ramt en stamme
Viktor Claesson, Diogo Goncalves og Peter Ankersen starter alle inde for F.C. København i Champions League-kampen mod Manchester United - og det er der en god grund til.
Hverken Viktor Claesson eller Diogo Goncalves startede for FCK i søndagens Superligakamp mod Randers FC.
Onsdag aften er profilerne dog tilbage i startopstillingen, og det er der en god grund til.
Neestrup har nemlig fundet en europæisk stamme, hvor han er tilfreds med de kampe, der er sat sammen. Det fortæller cheftræneren til Viaplay få timer før kampstart onsdag aften.
– Det er meget simpelt. Hvis du tager Rakow-kampene (Rakow Czestochowa, red.) med, hvor vi skulle kvalificere os, og så de tre kampe her i indledningen på gruppespillet, der synes jeg vi har ramt en stamme, som har leveret rigtigt godt, fortæller Neestrup til Viaplay.
– Det gør ikke, at en Orri Oskarsson eller en Christian Sørensen, eller hvad de nu hedder, ikke kan kæmpe sig på holdet.
– Men lige nu ser vi ikke nogen grund til at skifte på det mandskab, hvor rigtig mange af spillerne har gjort det godt i de sidste tre gruppekampe og de to kvalifikationskampe.
Der er kampstart mellem F.C. København og Manchester United klokken 21.
Startopstilling: Se Neestrups 11 udvalgte mod Manchester United