
Jakob Poulsen tager over i Viborg: Vi skal være grundige
Jacob Friis erstattes af Jakob Poulsen i Viborg FF - hvert fald frem til nytår.

Jacob Friis er onsdag blevet solgt til FC Augsburg.
Her skal han være assistenttræner for Jess Thorup.
I stedet bliver det en anden Jakob, nemlig Jakob Poulsen, der tager sig af cheftrænerjobbet i Viborg FF.
Jakob Poulsen har hidtil været assistenttræner i superligaklubben fra domkirkebyen, men stod i søndagens kamp i spidsen for Viborg FF, der hentede en 2-1-sejr over Silkeborg IF.
– Vi ser en rigtig dygtig træner i Jakob Poulsen, og det var også en del af vores snak, da vi forlængede kontrakten med ham, at han på sigt skal være cheftræner.
– Nu er det gået relativt hurtigt med Friis, og så starter der en proces, hvor vi skylder os selv at være grundige, inden vi træffer en permanent beslutning.
– Vi er helt trygge ved, at Poulsen kan varetage opgaven som minimum resten af efteråret, og så evaluerer vi situationen derefter, siger sportschefen i Viborg FF, Mads Agesen, til klubbens egen hjemmeside.
Jakob Poulsen har været assistenttræner i Viborg FF siden marts 2021.
Som spiller huskes han nok særligt for sine 286 kampe i FC Midtjylland samt 35 kampe for det danske A-landshold.
Viborg FF spiller næste gang søndag ude mod AGF.
