
UEFA lukker dørene: EM-kvalifikationskamp bliver uden tilskuere
Bulgarien og Ungarn bliver uden tilskuere, når de to lande støder sammen senere i november i EM-kvalifikationen. Det melder UEFA mandag.

Fodbold og fans hænger oftest sammen.
Det kommer det dog ikke til at gøre, når Bulgarien og Ungarn krydser klinger d. 16 november i EM-kvalifikationen.
Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) mandag. Årsagen er, at der ifølge de bulgarske myndigheder er forhøjet risiko for uroligheder mellem de to nationers fans.
– Tiltagene blev aftalt mellem alle involverede efter en analyse fra de bulgarske myndigheder omhandlende øget risiko for urolighederne i og omkring stadion, skriver UEFA på sin hjemmeside.
Der står dog intet om, hvorfor der er forhøjet risiko for uroligheder til kampen, som spilles i Plovdiv.
Hvis Ungarn undgår nederlag i kampen, vil holdet være kvalificeret til EM-slutrunden i Tyskland næste år. Bulgarien derimod har haft en utilfredstillende kvalifikation, hvor de efter seks kampe fortsat uden sejr, og det er blot blevet to point.
Da de to hold mødtes i Ungarn tilbage i marts, vandt Ungarn med 3-0.