Viborg-chef forklarer Jacob Friis’ fravær: Vi kunne mærke det på ham
Når Viborg FF løber på banen søndag mod Silkeborg IF er det uden holdets normale cheftræner, Jacob Friis, på sidelinjen. Klubben ønsker nemlig en cheftræner med fuldt fokus på Viborg, fortæller sportschef forud for kampen.
Fra Jacob til Jakob. Friis til Poulsen.
Det er situationen på trænerbænken hos Viborg FF, efter at Jacob Friis har fået fri af Viborg FFs ledelse til at forhandle om et skifte.
For Viborg FF er ikke tjent med at have en cheftræner, der ikke er 100% fokuseret på det midtjyske mandskab. Det forklarede sportschef i Viborg FF, Mads Agesen, i studiet hos Viaplay forud for kampen mod Silkeborg IF.
Her blev Agesen adspurgt til, hvilken dialog, der har været mellem Friis og Viborgs ledelse.
– Det har været en snak mellem vores cheftræner (Jacob Friis, red.), mig og Morten Jensen, vores direktør. Han (Jacob Friis, red) har fået nogle henvendelser, som han godt kunne tænke sig at undersøge lidt nærmere, udtalte Agesen til Viaplay.
– Nu er det så kommet dertil, hvor vi synes, at fokus skal være på fodboldbanen. Og der har vi brug for at sætte Jakob Poulsen ind lige nu, som leder på den del.
Mads Agesen kan ikke fortælle, hvornår Jacob Friis ikke havde 100% fokus på Viborg Mere.
– Vi vil gerne have nogle, der har 100% fokus. Jeg vil ikke stå og sætte procenter på med Jacob Friis, men det er klart, vi har kunne mærke på ham, at han også har været optaget af, at der har været interesse omkring personen Jacob Friis.
– Og der vælger vi så at sige: “Jamen, så holder du nogle velfortjente fridage, og så sætter vi Jakob Poulsen ind til at tage sig af den her kamp”, fortalte Mads Agesen.
Jakob Poulsen kom til Viborg FF som assistent i marts 2021, og står søndag i spidsen for klubben for første gang mod Silkeborg IF.
Viborg-boss afslører cheftræner-kandidat: Han kan overtage efter Jacob Friis