Kane blev hattrick-helt for anden gang: Det var fantastisk!
Efter to Bundesliga-hattricks i streg og en ydmygelse af rivalerne fra Borussia Dortmund var Harry Kane naturligvis i godt humør.
15 mål i sine første ti kampe.
Det er ikke bare helt vanvittige tal, men også en Bundesliga-rekord, Harry Kane allerede har produceret på sit tyske eventyr i Bayern München.
Og som den sidste bonus blev rekorden slået under lørdagens ydmygelse af rivalerne fra Borussia Dortmund, hvor det blev til englænderens andet bundesliga-hattrick i træk.
Det er på mange måder en vild tid at være Harry Kane i, og landsholdsangriberen nyder da også selv tilværelsen.
– Det var en fantastisk kamp på alle parametre. Måden, vi startede kampen på, var meget, meget stærk. Det er virkelig stærkt at komme foran med to mål så tidligt, siger Kane og fortsætter:
– Jeg skal bare fortsætte med at gøre, hvad jeg gør. Med spillere som de her omkring mig, så ved jeg, at jeg kommer til at få chancer, så jeg skal bare være på det rette sted til at sparke dem ind.
Mål og Highlights: Kane scorede hattrick i Bayerns ydmygelse af DortmundUdover de 15 scoringer i Bundesligaen har Kane også scoret to gange i Champions League, hvor han og Bayern på onsdag tager imod Galatasaray på Allianz Arena.