Officielt: OB fyrer Andreas Alm efter pokalfadæse
Superliga-klubben OB oplyser, at man har besluttet at stoppe samarbejdet med cheftræner Andreas Alm, som forlader klubben øjeblikkeligt.
Det er langt fra gået som håbet for OB i denne sæson.
Efter 12 år med mere eller mindre dødvande resultatmæssigt var det i denne sæson, at OB skulle få vendt bøtten og spille sig i mesterskabsspillet for første gang siden 2018/19-sæsonen.
Trods store drømme og en stor udskiftning i spillertruppen denne sommer, er det dog langt fra gået som ønsket for fynboerne, der i skrivende stund indtager en 10. plads i Superligaen. Og det har nu fået konsekvenser.
Onsdag aften blev det til et smerteligt nederlag for OB i Oddset Pokalen på 3-1 til NordicBet Liga-klubben FC Fredericia. Og det var altså den sidste dråbe, der fik bægeret til at flyde over.
Således oplyser klubben nu, at cheftræner Andreas Alm er færdig i klubben med øjeblikkelig virkning. Dermed er den første Superliga-trænerfyring i denne sæson en realitet.
I stedet vil cheftrænerposten midlertidigt blive overtaget af den nuværende assistenttræner Søren Krogh. Han vil varetage posten i den resterende del af efteråret. Under sig får han desuden Thomas Helveg og Frank Hjortebjerg som assistenttrænere.
I OB takker de Andreas Alm for indsatsen, som han har ydet, siden han kom til klubben i sommeren 2021.
– Vi vil gerne takke Andreas Alm for tiden i klubben, hvor det blandt andet er lykkedes at kvalificere os til pokalfinalen i 2022. Beslutningen om at stoppe samarbejdet er truffet på baggrund af holdets resultater og udvikling i indeværende sæson, hvor vi ikke har opnået den udvikling og de resultater, som er ønsket, siger OB’s fodbolddirektør, Björn Wesström, og tilføjer:
– Det er et enigt sportsligt udvalg, der har vurderet, at der skal nye tanker til for at forløse potentialet i truppen og sikre flest mulige point.
Andreas Alm står noteret for i alt 85 kampe som cheftræner i OB. Her har han formået at hente 1,40 point i snit per kamp.
Se de vilde billeder: OB-spillerne står skoleret foran rasende fans