Crystal Palace forlænger med engelsk landsholdsspiller
Crystal Palace har onsdag aften meldt ud, at klubben har forlænget kontrakt med Sam Johnstone.
Crystal Palace har sikret sig underskriften på en af klubbens største profiler i denne sæson, da Sam Johnstone har forlænget med klubben.
Den engelske landsholdsmålmand har skrevet under på en ny aftale med Crystal Palace, der løber frem til sommeren 2027. Det skriver London-klubben på deres hjemmeside.
Kontraktforlængelsen er kommet på plads blot lidt over et år efter, at Premier League-klubben hentede Johnstone til fra West Bromwich i juli 2022.
Til klubbens hjemmeside fortæller hovedpersonen selv, at han glæder sig til fremtiden i Crystal Palace.
– Jeg er virkelig glad for at have skrevet under på en ny aftale med Palace. Jeg føler mig hjemme her, og jeg elsker at spille for den her klub og foran vores fans.
– Jeg glæder mig til at skubbe klubben fremad og forhåbentligt slutte højere oppe i tabellen, og spille så mange kampe som muligt for Palace i de kommende år, siger Sam Johnstone.
Sam Johnstone har tidligere repræsenteret klubber som Manchester United, Aston Villa, West Bromwich og Preston.