Thorup besvarede ikke opkald fra Neestrup: Havde brug for at trække stikket
Jess Thorup tog ikke telefonen, da Jacob Neestrup ringede kort efter fyringen i F.C. København. Men det skyldes ikke 'bad feelings' mellem de to.
For første gang siden fyringen i F.C. København i september 2022 udtaler Jess Thorup sig nu om det afsluttende forløb i hovedstadsklubben.
I et større interview med Viaplay, som først vises i fuldt omfang onsdag, bliver Thorup spurgt ind til dagene op til sin fyring i FCK samt den efterfølgende tid, hvor Jacob Neestrup, der overtog jobbet kort efter, forsøgte at række ud, men ikke fik svar.
Dengang fortalte den nuværende F.C. København-chftræner, Jacob Neestrup, at han havde prøvet at ringe til Jess Thorup i forbindelse med fyringen og Neestrups forfremmelse fra asssistent- til cheftræner. Men Jess Thorup var ikke til at komme i kontakt med og ringede ikke tilbage.
Overfor Viaplay bekræfter Jess Thorup hændelsesforløbet, men understreger samtidig, at der ikke var nogen ‘bad feelings’ fra hans side rettet mod Jacob Neestrup.
I stedet handlede den manglende kontakt til Jacob Neestrup om, at han helt basalt var for ramt af situationen til at tale med andre.
– Jeg havde bare brug for at være mig selv. Jeg tror, at jeg havde brug for at trække stikket og lige komme væk fra alt og alle, siger Thorup til Viaplay og fortsætter:
– Mig bekendt snakkede jeg ikke med nogen som helst fra pressen i over et år, men selvfølgelig har jeg efterfølgende skrevet med Neestrup og ønsket ham alt muligt held og lykke og tillykke med de respektive sejre. Men på daværende tidspunkt havde jeg brug for at trække stikket og snakkede ikke med ret mange mennesker.
Mål og Highlights: Leragers rekordscoring satte gang i FCKs afklapsning af HvidovreJess Thorup vendte tilbage til fodbold efter mere end et års fravær, da han den 15. oktober blev ansat i den tyske Bundesliga-klub Augsburg.
Her har han indtil videre fået en rigtig god start på tilværelsen med to sejre i to kampe. Først med et comeback mod Heidenheim og senest med et comeback mod VfL Wolfsburg. Det efterlader Augsburg på en øjeblikkelig 10. plads i Bundesligaen.
Thorups nuværende kontrakt løber frem til sommeren 2025.
Se et længere klip fra Viaplays interview med Jess Thorup i videoen øverst i artiklen
- Europa League (Group Stage)
- Europa Conference League (Qualification)
- Relegation Round
- Relegation - Serie B