Skade driller fortsat Alexander Bah: Landsholdssamlingen kan komme i fare
Alexander Bah døjer med en skade i foden, som holder ham ude og kan få indflydelse på, om han får mulighed for at deltage ved den kommende landsholdssamling.
Benfica-danskeren Alexander Bah kæmper med en skade i foden.
I starten af oktober måned måtte danskeren udgå af Benficas Champions League-kamp mod Inter. Det førte i første omgang til et afbud til landsholdsfodbolden i midten af oktober.
Men selvom det i den forgangne uge blev til et comeback i Champions League-kampen mod Real Sociedad, så står det nu igen klart, at fodskaden ikke er helt ovre.
Bah var således ikke med i weekendens ligakamp for Benfica, og nu bekræfter klubben så, at det er fodskaden, der igen holder Alexander Bah på sidelinjen.
Klubben melder ikke noget ud om, hvor slemt det står til, og hvornår Alexander Bah ventes at være kampklar igen. Det forlyder dog i det portugisiske medie A Bola, at der skulle være tale om en skadespause på omkring tre uger.
Holder den prognose, så vil Alexander Bah med al sandsynlighed gå glip af både en Champions League-kamp mod Real Sociedad og det store opgør i den portugisiske liga mod Sporting.
Derudover kan det også potentielt få indflydelse på Bahs mulighed for at deltage ved den kommende landsholdssamling, hvor Danmark møder henholdsvis Slovenien den 17. november og Nordirland den 20. november.
Bekræftet: Frank Arnesen lander PSV-job