
Real Madrid-stjerne vinder Kopa Trophy
Vinderen af Kopa Trophy er fundet, og det er en ung Real Madrid-stjerne, der løber med prisen.

Jude Bellingham er den bedste fodboldspiller under 21 år.
Det står klart, da han mandag aften bliver vinderen af Kopa Trophy til Ballon d’Or uddelingen i Paris.
Den engelske midtbanespiller blev i sommers købt af mægtige Real Madrid, og han har i iden grad fundet sig godt til rette i det spanske, hvor han banker mål ind på samlebånd.
Men det er faktisk ikke for præstationen i den spanske kongeklub, at Bellingham vinder den fornemme pris.
For ligesom med Ballon d’Or-prisen tager man et kig på den forgangne sæson, når man skal finde den bedste unge spiller i verden.
Her spillede Jude Bellingham i Borussia Dortmund, mens han også tørnede ud for det engelske landshold.
I sæsonen 2022/23 endte Dortmund på andenpladsen i en vild Bundesliga-afslutning, hvor ærkerivalen, Bayern München, gik forbi Dortmund på den allersidste spilledag.
Jude Bellingham scorede i alt 14 mål i 42 kampe for Dortmund i sidste sæson. Hertil lavede han også syv assists.

Vinderen af Kopa Trophy findes ved, at tidligere Ballon d’Or-vindere stemmer på den, de synes skal vinde.
Danske Rasmus Højlund var også nomineret til prisen, og han endte som nummer ni på listen.