Randers FC skaber for lidt: Vil have flere mål fra vores angribere
Randers FC er 12 kampe inde i superligasæsonen det hold, der har skabt færrest chancer. Problemet er de dog opmærksomme på i Kronjylland.
Interview: Tobias Thomasen
Det er ikke lige umiddelbart til at se på tabellen, men i Randers FC har de et problem.
Trods den øjeblikkelige ottendeplads er Randers FC det hold i Superligaen, der har skabt færrest chancer i denne sæson.
Efter 12 kampe er det blot blevet til 88 skabte chancer, og det har kastet 14 mål af sig. Ser man på, hvem der scorer målene for kronjyderne, så har klubbens angribere blot stået for fem af de 14 mål – såfremt man altså regner Filip Bundgaard som angriber.
To af klubbens mål har Bundgaard stået for, mens Stephen Odey står noteret for tre, men det er i de forreste geledder, at klubbens cheftræner gerne ser en tydelig forbedring.
– Vi kunne godt tænke os at få nogle flere mål fra vores angribere. Nu er vi begyndt at spille på en måde, hvor angriberne deltager en del i opspillet og har nogle positioner lidt væk fra modstandernes mål i noget af tiden, men når det snerper til i angrebene og tingene skal afgøres, så skal vi have dem derind, hvor de kan score.
Randers-lejesvend: Jeg er glad for at være her– Vi vil helst ikke have, at det er vores backs og centerforsvarer, der skal lave alt for mange af vores mål, selvom det selvfølgelig også er fint engang imellem, men vi vil rigtig gerne have vores angribere lidt tættere på mål i den sidste fase af spillet, siger Rasmus Bertelsen til campo.dk.
Randers-træneren er da også opmærksom på, at det indtil nu har haltet med at skabe nok chancer.
– Det er noget, vi er klar over. Specielt i de første fire-fem-seks kampe skabte vi meget lidt, så det er noget, vi har haft en del fokus på, og jeg synes også, at det er blevet noget bedre i de seneste kampe. Der er også noget med, at vi har været lidt sene til at få vores hold på plads, der var nogle relationer, der lige skulle forbindes.
– Det er noget, vi er meget opmærksomme på og ved, at vi skal gøre bedre, jeg synes også allerede, at vi har fået det løftet noget op, men vi vil gerne have det højere op end det, lyder det fra Bertelsen.
Selvom Randers ligger under både Hvidovre, Vejle, OB og Lyngby, når det kommer til at skabe chancer, så kan Bertelsen og kompagni glæde sig over, at de lige akkurat sniger sig ind i Superligaens top-seks, når det kommer til scoringsprocent.
Her ligger Randers på 15,6 procent, hvilket kun gøres bedre af FC Nordsjælland, F.C. København, OB, Brøndby og Silkeborg.
Foruden målene fra Odey og Bundgaard er Randers’ 14 mål er i denne sæson blevet scoret af Björn Kopplin og Lasso Coulibaly (to hver), samt Daniel Høegh, Wessel Dammers, Hugo Andersson, Simen Nordli og Ernest Agyiri.