Dansk dommer dømte Manchester City i Champions League: Havde jeg ikke lige forestillet mig
Morten Krogh passede onsdag aften fløjten, da han debuterede som Champions League-dommer i kampen mellem Young Boys og Manchester City.
I 2007 stod den på Serie 4-kampe for den dengang 19-årige Morten Krogh.
I 2016 debuterede han som dommer i Superligaen, og onsdag aften fik så sin dommerdebut i Champions League.
Her dømte han kampen mellem schweiziske Young Boys og ingen ringere end den forsvarende mester, Manchester City.
Tit og ofte hører man, at spillerne særligt referer til den ikoniske Champions League-hymne, når de sætter ord på det at spille i den mest prestigefulde turnering for klubhold.
Som dommer er selvsamme hymne ingen undtagelse, når man selv står dernede på banen.
– Det er præcis det samme som for spillerne. Det er en helt speciel følelse, som også er lidt svær at beskrive. Jeg blev jo stolt på en eller anden måde, og så blev jeg også lidt følelsesladet.
– Jeg har jo selvfølgelig hørt den mange gange, men det har mest været på fjernsynet. Jeg havde ikke lige forestillet mig, at jeg skulle stå på banen og høre den. Så det var en speciel følelse – men en god følelse, siger den i dag 35-årige Morten Krogh til campo.dk.
At debutere som dommer i Champions League er selvsagt en kæmpe milepæl.
Morten Krogh kunne da også sagtens mærke, at det var noget andet end “bare” at trække i dommertøjet hjemme i Danmark.
– Det er jo mest før kampen (at det kunne mærkes, red.). Der fyldte kampens størrelse mere for mig, end det gjorde under kampen. Der var jo heller ikke noget, der som sådan var svært i kampen. Det gik lidt hurtigere, men det var ikke sådan, at jeg tænkte “hold da op, det her er vildt”.
– Men før kampen kunne det mærkes, og der var også mange, både venner og familie, der skrev til mig. Da jeg kom ud til stadion, var der mødt mange mennesker op tidligt før kampen.
– Der var mange journalister, og der var mange folk omkring holdene. Begge hold har jo, og især Manchester City, helt vildt mange mennesker omkring spillerne. Det vrimlede med Manchester City-folk overalt. Og så er der de her Champions League-logoer over det hele, hvor man også lige bliver mindet om kampens størrelse.
Manchester City endte med at trække sig sejrrigt ud af opgøret med cifrene 1-3. To af målene blev scoret af Erling Haaland.
Den danske dommer har i tiden efter kampen blandt andet fået set opgøret igen – og han er ganske godt tilfreds med sin indsats.
– Det er stadig en god fornemmelse, og det var det også, da jeg fløjtede af. Nu har jeg fået set kampen igen, og jeg synes, at vi leverer en god præstation.
– Så er der nogle dommertekniske ting, som jeg godt kunne have gjort bedre, men det tror jeg ikke, at der er så mange, der lægger mærke til – udover os selv.
– Som dommer kan man aldrig levere en præstation, der er helt perfekt. Der er altid nogle ting, som vi prøver at gå ind og arbejde lidt i dybden med, og det er der også her. Men det store billede er godt, vi leverede en god kamp og begge hold var tilfredse. Og det var vi også selv.
– Det var den første kamp, og så ser vi frem mod forhåbentligt nogle flere, siger Morten Krogh.
Interview: Nicolaj Rønstrup
Nedenfor kan du læse mere om Morten Krogs vej til at blive Champions League-dommer.
Det gik blandt andet ud over en gymnasiekammerat, der på banen i Serie 4 oplevede en meget mere seriøs Morten Krogh, end han var vant til på skolen
Gymnasiekammerat fik rødt kort af Morten Krogh i serie 4: Ingen havde forudset han ville dømme Champions League