Gymnasiekammerat fik rødt kort af Morten Krogh i serie 4: Ingen havde forudset han ville dømme Champions League
Den danske fodbolddommer Morten Krogh får onsdag aften debut i Champions League, men det lå ikke lige i kortene tilbage i 2007, fortæller en gymnasiekammerat, der fik rødt kort af en ung Morten Krogh i en jysk serie 4-kamp.
Fodbolddommer Morten Kroghs foreløbige dommerkarriere kulminerer onsdag aften.
Den 35-årige midtjyde får nemlig debut i fodboldens fineste turnering Champions League i opgøret mellem schweiziske Young Boys og mægtige Manchester City.
Men tilbage i 2007 – langt væk fra Champions League-hymner og fodboldglamour – dømte den dengang 19-årige Morten Krogh serie 4-kampen mellem Lemming IF og Silkeborg KFUM.
At han skal dømme Kyle Walker og de her typer, det er helt fuldstændig vanvittigt
Kasper Guldhammer
Allerede dengang var Krogh en ambitiøs dommer, og det mærkede gymnasiekammeraten og Lemming IF-spilleren Kasper Guldhammer på egen krop.
– Jeg gik på Silkeborg Gymnasium med Morten Krogh. Vi var ikke tætte venner, men en del af samme slæng, og vi stødte på hinanden hver dag, fortæller Guldhammer til Campo.dk
Krogh var startet som dommer i seniorrækkerne, og en lørdag i oktober havde den unge dommer fået til opgave at dømme gymnasiekammeraten Guldhammer i Lemming.
Undervejs i kampen kastede Guldhammer sig i en hård tackling på en modstander, og fik gult kort af dommer Krogh.
– Det var altid sådan med Krogh, at han var imødekommende, sjov og utrolig venlig i hverdagen. Virkelig en god fyr, men når han hoppede i dommertøjet, så var han ultra-seriøs, langt mere end andre serie 4-dommere.
– Det provokerede mig nok lidt, så efter jeg har fået et gult kort for tacklingen, og så får jeg sagt til ham, at han er en idiot.
Lemming-spilleren var sikker på – med det personlige forhold in mente – at Morten Krogh sagtens kunne følge Guldhammers synspunkt.
– Men det kunne han ikke. Så fik jeg bare et gult kort mere og dermed et rødt, og jeg stod bare sådan, “hvad mener du, man?!”
– Der synes jeg, han var super-irriterende, fordi han tog det så seriøst.
Hårdt arbejde betaler sig
Den seriøse tilgang til dommergerningen betød i 2016, at Morten Krogh fik debut i Superligaen, og onsdag aften kan han så kalde sig Champions League-dommer.
Og det lå bestemt ikke i dommerkortene i Søhøjlandet tilbage i 2007.
– Det var der ingen i verden, der kunne have forudset, fortæller Guldhammer.
– Jeg husker Morten som en spasmager i skolen, og husker ikke, at han tog skolen særlig seriøst. Men når han trådte ind på fodboldbanen, så var det bare ultraseriøst.
– At han skal dømme Kyle Walker og de her typer, det er helt fuldstændig vanvittigt, og bare et vidnesbyrd om, at tager man tingene seriøst, så kan man drive tingene til det absolut største.
Kasper Guldhammer forstår godt det røde kort i dag, og han har kun positive ord til overs for den tidligere serie 4-dommer.
– Selvom jeg ikke snakker med ham den dag i dag, så er Morten Krogh simpelthen bare en virkelig god fyr, slutter Kasper Guldhammer.
Morten Krogh fløjter kampen op mellem Young Boys og Manchester City klokken 21 og kan ses på TV3 MAX og Viaplay.
Dommer forklarer: Derfor stod målet trods VAR-tjek