Video: AaB’er fik gult kort efter fire sekunder på banen i ny nordjysk sejr
Jakob Ahlmann skulle kun bruge fire sekunder på banen inden han fik et gult kort, da han blev skiftet ind til sidst i kampen mellem AaB og B.93 søndag.
AaB fortsatte søndag sin sejrsstime, da B.93 blev sendt hjem med et 2-1-nederlag i bagagen.
Dermed er nordjyderne tilbage på førstepladsen i NordicBet Ligaen, efter Sønderjyske havde erobret titlen som tophold med storsejren over Kolding IF fredag.
AaB var dog ved at smide sejren undervejs, da B.93 fik udlignet til 1-1 i det 71. minut. Nicklas Helenius sikrede sejren, da han i det 85. minut sparkede bolden i mål på et straffespark.
Foruden et par sene mål, bød opgøret også på anden underholdning.
Således blev Jakob Ahlmann sat på banen i kampens døende minutter, og blot fire sekunder efter spillet blev genoptaget, kunne han notere sig for et gult kort.
Her mistimede han sit indgreb og kom til at sparke en modstander i ansigtet.
Du kan se situationen i videoen øverst i artiklen