Medie: Napoli-præsident klar til at sælge Osimhen – disse Premier League-klubber står forrest
Napolis helt store profil Victor Osimhen kan være på vej til Arsenal, Chelsea eller Liverpool, da klubbens præsident åbner op for et salg ovenpå den seneste konflikt med angriberen.
Napoli’s præsident Aurelio de Laurentiis antyder nu, at klubbens angriber Victor Osimhen kan blive solgt.
Det skyldes ifølge avisen Metro bekymring over Osimhens dedikation til klubben efter TikTok-konflikten tidligere på efteråret. En konflikt klubben dog løbende forsøger at glatte helt ud.
Nigerianske Osimhen har fået opmærksomhed fra topklubber verden over, senest fra Liverpool og Chelsea, men også Arsenal skulle være klar til at hente den stærke angriber ved sæsonens afslutning.
24-årige Osimhen har imponeret med i alt 65 mål og 15 assists i 111 kampe i alt for Napoli, siden han kom til klubben fra Lille i 2020.
I sidste sæson scorede han 31 gange i 39 kampe og hjalp Napoli med at sikre sig Serie A-titlen for første gang i 33 år.
Selvom Osimhen har kontrakt med Napoli til 2025, åbner Napolis præsident altså op for en handel.
– Jeg har aldrig været utilfreds med Osimhen. Men der er altid to personer i de her situationer. Jeg er forblevet den samme, men hvis hans holdninger har ændret sig, kan jeg ikke gøre noget ved det, lyder det fra præsident de Laurentiis.
Osimhen og Napoli spiller lørdag klokken 15.00 ude mod Verona i Serie A.