Blev meldt på blokken i Liverpool og Brøndby IF – nu forlænger norsk stortalent sin kontrakt
Jens Hjertø-Dahl har tidligere været rygtet til både Liverpool og Brøndby IF, men nu tyder det i høj grad på, at han har valgt at blive i Norge.
Af sin agent er han tidligere blevet betegnet som ‘et interessant talent for alle danske klubber’.
Alligevel er det nok forholdsvis få fodboldseere i det danske, der kender til det 17-årige norske talent, Jens Hjertø-Dahl, som til dagligt gør sig i den norske Eliteserie-klub Tromsø.
Senest kunne den norske sportsjournalist Anders Mo Hanssen fortælle, at Brøndby IF skulle være ganske interesseret i at hente den talentfulde defensive midtbanespiller. Det samme skulle i øvrigt gælde Premier League-storklubben Liverpool FC.
Men nu tyder noget på, at både Brøndby IF og Liverpool FC kommer til at have lange udsigter, hvis de ønsker at hente Hjertø-Dahl til klubben i den nærmeste fremtid.
Således skriver norske Adresseavisen, at det nu stort set skulle være på plads, at Jens Hjertø-Dahl forlænger sin kontrakt med Tromsø, når han fylder 18 år den 31. oktober i år.
– Jeg har altid sagt, at jeg er meget positiv omkring det (at forlænge aftalen med Tromsø, red.), så vi må se, hvornår det sker, fortæller Jens Hjertø-Dahl til mediet og fortsætter:
– Jeg vil rigtig gerne afslutte min skolegang her. Det er vigtigt for mig og min familie. Jeg er på sidste år nu, og vi har talt lidt om det derhjemme, at jeg i det mindste skal gøre det færdigt. Og det har jeg det fint med.
Tidligere Brøndby IF-stjerner tjener kassen i MLS – Messi er den absolutte lønkongeIfølge mediet har Tromsø og Jens Hjertø-Dahls repræsentanter forhandlet tæt i løbet af de seneste par uger. Kun de sidste par detaljer mangler i forhold til at få aftalen til at falde på plads. Den nye aftale skulle forlænge samarbejdet frem til 2027.
Trods sine blot 17 – snart 18 år – på bagen står Jens Hjertø-Dahl allerede noteret for 15 førsteholdskampe for Tromsø. Her er det blevet til tre mål og to assists. Han står i øvrigt noteret for landskampe for både det norske U16-, U17- og U18-landshold.
Den nuværende aftale mellem Tromsø og Hjertø-Dahl løber frem til december 2025.