Officielt: Argentinsk VM-vinder tildelt dopingkarantæne
Serie A-klubben AC Monza bekræfter fredag aften, at den argentinske VM-vinder Papu Gomez er blevet tildelt en længere karantæne for brug af doping.
En alvorlig dopingskandale har ramt fodboldverdenen.
Tidligere fredag kom det frem, at den argentinske VM-vinder Papu Gómez var blevet testet positiv for brug af doping, og fredag aften bekræftes nyheden så.
Således kan AC Monza oplyse på sin hjemmeside, at FIFA fredag aften har sendt en officiel meddelelse til klubben, hvori den første dom i sagen afgives. Og her står det klart, at der venter en længere karantæne fra fodbolden for Papu Gómez.
Det oplyses, at dommen indeholder en karantæne på to år for den snart 36-årige Papu Gómez, der altså ikke kommer til at spille professionelt fodbold igen før sæsonen 2025/26.
Det oplyses, at den positive dopingtest blev foretaget i oktober 2022, hvor Gómez var på kontrakt i Sevilla – kort før VM-slutrunden i Qatar blev sparket i gang. Stoffet, som har ført til den positive dopingtest, blev ifølge klubbens oplysninger taget for at dæmpe nogle smerter.
Under VM-slutrunden fik Papu Gómez i alt 109 minutter på banen for Argentina fordelt på to kampe. Argentina endte med at vinde VM-titlen efter en dramatisk finale mod Frankrig.
Premier League-klubejer afslører drøftelser om lønloftPapu Gómez skiftede til AC Monza denne sommer efter et ophold på halvandet år i den spanske LaLiga-klub Sevilla. Her er det blot blevet til to kampe for klubben.
Han har desuden spillet 17 landskampe for Argentina med tre mål og fire assists til følge.