3F Superligaen

Ny AGF’er er faldet godt til i klubben, men: Der skal rettes op på resultaterne

Han har blot været i AGF i lidt over halvanden måned, men allerede nu er den 24-årige stopper Mats Knoester faldet godt til i klubben og byen.

Mats Knoester har det godt i AGF
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Han var den sidste spiller, der blev hentet ind i AGF-truppen i sommerens transfervindue.

Med sin ankomst til det aarhusianske den 1. september har den centrale stopper, Mats Knoester, nu været i AGF i godt halvanden måneds tid. Og det har indtil videre været en god tid for den 24-årige hollænder.

I et interview på AGF’s hjemmeside fortæller Knoester, at han er blevet taget rigtig godt imod i klubben. Derfor har det været let at falde til både i klubben og i byen.

Samtidig føler han også, at han rent fodboldmæssigt har fået en fin start på tiden i AGF. Han håber dog, at han selv og holdkammeraterne snart begynder at hente de resultater, som han mener man fortjener.

– Det er gået helt fint. Som jeg tidligere har sagt, så har jeg fået en varm velkomst i AGF. Det er meget ligesom i Holland, faciliteterne er gode, og livet her er rigtig godt – også ved siden af fodbolden. Så jeg er rigtig godt tilfreds indtil videre, fortæller han og fortsætter:

– Fysisk har jeg haft noget arbejde foran mig, som jeg har skullet samle op på her i starten. Det har været nødvendigt for at kunne deltage i Superligaen, som er en meget lige og åben liga. Det skal man lige vænne sig til. Resultatmæssigt har det ikke været tilfredsstillende på det seneste, så det skal der rettes op på. Men jeg synes, at vi er tæt på stort set hver eneste gang, vi går på banen, så det skal nok komme.

AGF har i Superliga-regi været inde i en resultatmæssig skidt periode, hvor man i de seneste fem kampe blot har formået at hente tre point fordelt på tre uafgjorte resultater og to nederlag.

Mats Knoester har siden sin ankomst til AGF spillet seks kampe for klubben, hvor han hurtigt er blevet en fast del af startopstillingen. Det er endnu ikke blevet til hverken mål eller assists.

Mats Knoester er i skrivende stund udlejet til AGF fra ungarske Ferencvaros på en aftale, der gælder frem til sommeren 2024. Han kontrakt i Ungarn udløber til sommer 2025.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P