Et år siden i dag: Brøndby-bøddel ser tilbage på pokalsensation
Søren Andreasen og 2. Divisionsklubben Aarhus Fremad blev verdenskendte i fodbolddanmark, da Brøndby IF blev ekspederet ud af pokalturneringen. Torsdag er det præcis ét år siden, og Søren Andreasen ser tilbage på dagen her.
Den 19. oktober 2022 leverede Aarhus Fremad en af sine største præstationer i nyere tid.
Her blev mægtige Brøndby IF sendt hjem med en syngende 4-0 lussing i pokalturneringen foran et rekordstort antal tilskuere på Riisvangen. Det boblede og sydede på i det nordlige Aarhus.
En af hovedaktørerne i kampen mod Brøndby var Søren Andreasen.
Dels arbejdede han som tømrer på daværende tidspunkt og havde bygget tv-tårnet, som Danmarks Radios kommentatorer sad i, men han var han også angriber i Aarhus Fremad, og scorede til 3-0 kort før pausen.
Og Andreasen, der siden blev købt af NordicBet Ligaens Sønderjyske, husker tilbage på dagen, som en af de bedste dage på ‘Vangen’.
– Uha. Det var en fed oplevelse og en fed kamp. Nok en af de fedeste kampe, som jeg har spillet på Vangen. En kamp jeg ikke lige sådan glemmer, fortæller den 27-årige angriber.
Målet, som kan ses øverst i artiklen, var et af mange for Andreasen, som nåede at score 59 mål i 86 Fremad-kampe, inden Sønderjyske slog kløerne i vestjyden.
Jeg tager da en tur forbi ‘Vangen’ en gang i mellem og ser, om der er styr på alting stadigvæk
Søren Andreasen
Andreasen spillede en brandkamp mod Brøndby, og i det førstkommende transfervindue blev tømreren solgt til Sønderjyske.
– Det er klart, der er mere fokus på en kamp mod Brøndby end alle de andre kampe, vi spillede i 2. Division. Så det kan da godt være, der er nogen, der har set noget i mig i Brøndby-kampen, som har betydet noget. Det kan godt ske, fortæller angriberen.
Håber ikke at møde Aarhus Fremad næste år
Andreasen var en vellidt figur på Riisvangen i Aarhus, og angriberen ser da også tilbage på sine tre år i klubben med varme tanker.
– Der er mange gode minder. Det var en klub, som jeg var rigtig glad for at være i. En klub, som udviklede mig på og udenfor banen. Sammenholdet og måden som klubben gør tingene på, det er fedt at være i, fortæller angriberen.
Stort pokalchok i Aarhus – Brøndby får lammetævAndreasen tager da også et smut forbi Riisvangen for at se, hvordan det står til for den gamle klub.
– Jeg tager da en tur forbi Vangen en gang i mellem, og ser om der er styr på alting stadigvæk, udtaler Andreasen.
Aarhus Fremad ligger aktuelt nummer to i 2. Division, og er da blandt topbejlerne til at rykke op i NordicBet Ligaen. Alligevel falder svaret dog prompte, på spørgsmålet om han håber at møde sin gamle klub næste år.
– Nej, det håber jeg ikke, griner Søren Andreasen.
Andreasen og Sønderjyske kæmper for oprykning til Superligaen, og ligger aktuelt nummer to i NordicBet Ligaen.
Sønderjyske-cheftræner afviser ikke salg af topscorer, men: De skal satme have det store checkhæfte med