
Medie: Liverpool jagter ny sportsdirektør, men han vil til Bayern München
Liverpool ønsker angiveligt at tilknytte Max Eberl som ny sportsdirektør - selv vil tyskeren dog hellere til Bayern München.

For fem dage siden blev Liverpool meldt ind i kampen om Max Eberl.
Den 50-årige tysker blev for snart tre uger siden fyret i RB Leipzig, hvor manglende entusiasme blev oplyst som årsagen.
Det er dog ikke kun Liverpool, der er i spil til at få Max Eberl som sportsdirektør – det er Bayern München nemlig også.
Faktisk blev Max Eberl sat i forbindelse med Bayern München før meldingerne om Liverpools interesse så dagens lys.
Onsdag skriver Sky Sports’ Florian Plettenberg nu, at det er sydtyskerne, der ligger bedst i kampen om at få Max Eberl – hvis de da vil have ham.
– Max Eberl er ikke i konkrete forhandlinger eller samtaler med Liverpool i øjeblikket. Han vil stadig til Bayern München.
– Men Liverpool-boss Billy Hogan og Eberl har en god relation. Liverpool ville også have haft ham som sportsdirektør i 2022, men der havde han allerede indgået en aftale med RB Leipzig.
– Eberl kommer snart i arbejde igen. Det afhænger nu af Bayern München, skriver Floran Plettenberg på X.

Jobbet som sportsdirektør i Liverpool varetages lige nu af en anden tysker, nemlig Jörg Schmadtkes.
Max Eberl har foruden sine 10 måneder i RB Leipzig også tilbragt mere end 13 år som sportsdirektør i Borussia Mönchengladbach.