Ny Barca-spiller kan være på vej til Messi og Inter Miami
Jordi Alba og Sergio Busquets skiftede denne sommer FC Barcelona ud med Inter Miami, og ifølge et spansk medie kan en tredje være på vej til at gøre det samme.
Siden Lionel Messi denne sommer skiftede til USA og Inter Miami, har flere store navne været sat i forbindelse med et skifte dertil.
Navne som Luka Modric og Eden Hazard har været nævnt, mens de to FC Barcelona-spillere Jordi Alba og Sergio Busquets fulgte argentinerens vej til Amerika, og blev genforenet med deres gamle holdkammerat.
Nu kan en tredje Barcelona-spiller dog være på vej til at lave samme skifte. Det skriver Mundo Deportivo.
Ifølge det spanske medie så er der nemlig tale om FC Barcelonas anfører, Sergi Roberto, som angiveligt skulle være opsat på et skifte til USA.
Mundo Deportivo skriver således, at Roberto altid har haft en stor kærlighed til det amerikanske land og godt kunne se en fremtid derovre.
Ligeledes udløber Barca-anførerens kontrakt med catalanerne i sommeren 2024, hvilket også ville betyde, at Roberto står uden en kontrakt næste sommer.
31-årige Sergi Roberto har spillet i FC Barcelona hele sin karriere, hvor den spanske højreback og midtbanespiller har været tilkoblet klubben siden 2006, hvor han dengang blev tilkoblet Barcas ungdomsakademi, La Masia.
Her er det siden blevet til 355 førsteholdskampe for FC Barcelona, hvori Roberto har scoret 17 mål og lavet 40 assist.