
Storkamp på mærkedag: Tidligere Liverpool-talent sørger for vigtig Wales-sejr
Wales vandt søndag aften over Kroatien, og de tre walisiske point kom i hus takket være tidligere Liverpool-talent, der scorede på en ganske særlig dato.

Det var tre hamrende vigtige point, der søndag aften tikkede ind på walisernes konto i EM-kvalens gruppe D.
Wales vandt med 2-1 over Kroatien, og begge de britiske mål blev sat ind af det tidligere Liverpool-talent Harry Wilson.
Og der var fokus på Wilson allerede inden kampen blev fløjtet i gang. Den 26-årige offensivspiller gør sig til daglig i engelske Fulham FC, men var for 10 år siden et ungt, lovende talent i storklubben Liverpool FC.
Wilson var oppe og snuse til førsteholdsfodbolden i Liverpool FC, men det store gennembrud lod vente på sig. Alligevel blev Wilson kaldt ind på det walisiske landsholdet som bare 16-årig, og landsholdsdebuten kom mod Belgien. Den 15. oktober 2013.

Nøjagtig 10 år senere var den nu 26-årige Wilson hovedarkitekten bag Wales’ meget vigtige 2-1 sejr over Kroatien, endda i sin landskamp nummer 50.
Harry Wilson og Wales ligger dermed nummer to i Gruppe D, á point med Kroatien og seks point efter Tyrkiet på førstepladsen, der dog har spillet en kamp mere end Wales og Kroatien.
