Nye detaljer om Manchester United-bud: Mulig medejer vil have sportslig indflydelse
Sir Jim Ratcliffe er angiveligt meget tæt på at blive minoritetsejer i Manchester United. Englænderen har dog stadig en forventning om at få indflydelse på vigtige beslutninger.
Manchester United-ejerskabet står overfor en stor beslutning.
Storklubben blev i begyndelsen af året sat til salg, og siden da har INEOS-stifteren Sir Jim Ratcliffe og Sheikh Jassim bin Hamad al Thani været nævnt.
Sidstnævnte er dog ikke længere med i kampen, og derfor står den engelske rigmand til at blive minoritetsejer i United, hvor rygterne går på, at han overtager 25 procent af aktieandelen.
Men selvom han ikke bliver majoritetsejer, skriver Fabrizio Romano alligevel, at Ratcliffe forventes at få stor kontrol med beslutningerne i klubben.
Dette gælder ikke mindst den sportslige front, hvor Mirror tilføjer, at der er planer om at ansætte Paul Mitchell som sportsdirektør, der har en fortid hos Tottenham, Southampton RB Leipzig og Monaco.
I samme ombæring meldes det, at Erik ten Hag ikke umiddelbart skal frygte for sit job til trods for en lunken indledning på sæsonen.