Alves efter fornem sæsonstart: Det er bare om at klø på
Det har ikke altid været lige let for Frederik Alves i Brøndby. Stopperen kæmpede med spilletiden i starten af sin periode på Vestegnen, men har fundet melodien og tøver ikke med at nikke til, at han er ved at slå igennem i Brøndby.
Det er ikke mange spilleminutter på Brøndbys Superliga-hold, Frederik Alves Ibsen misser for tiden.
Stopperen, der efter endnu en flot præstation i seneste kamp imod Viborg, er at finde på Superligaens officielle ”Rundens hold”, får nærmest alle de minutter, der er mulige for tiden, hvor han er blevet en af Jesper Sørensens første spillere på holdkortet.
Det er selvsagt noget, der glæder Alves selv.
Føler du, at du er i gang med dit Brøndby-gennembrud?
– Ja, helt klart. Da jeg kom til klubben for halvandet år siden, fik jeg ikke så meget spilletid. Jeg er bare glad for, at jeg kan vise, hvem jeg er som fodboldspiller på banen, og hvem jeg er udenfor banen. Det er jeg glad for.
Hvad har ændret sig fra dengang, hvor du sled mere med det og til nu?
– Det, der har ændret sig er, at jeg har fået lov til at spille. Kontinuerligt har jeg fundet min kampform igen, og så er det jo bare om at klø på.
Frederik Alves har, foruden Brøndby, repræsenteret Silkeborg, West Ham og Sunderland.
Brøndby topper lige nu Superligaen med et enkelt point ned til ærkerivalerne, F.C. København.
Campo.dk har også spurgt Frederik Alves samt Kevin Tshiembe ind til den nuværende succes, som klubben nyder. Det kan du læse mere om HER.