Manchester United-profil giver panderynker hos klublegender
To klublegender er bekymrede for André Onanas svingende præstationer i Manchester United-målet.
André Onana har mildest talt fået en blandet start i Manchester United.
Den tidligere Ajax-målmand har lavet flere store fejl, siden han ankom i Manchester fra Inter.
Senest er han blevet kritiseret for ikke at gøre mere ved Mathias Jensens afslutning, der ramte hans arm og gik i mål i Manchester Uniteds 2-1-sejr over Brentford.
Det bekymrer de to tidligere Manchester United-profiler Gary Neville og Roy Keane, der diskuterede målmanden i podcasten Stick to Football:
– Min bekymring er, at der ikke er en spiller, der hjælper ham gennem den svære periode, fordi de alle kæmper og ser ud til at have tunge ben, så det bekymrer mig, hvordan målmanden kommer ud af den her svære periode, sige Neville ifølge Express, og Roy Keane stemmer i:
– Jeg kan huske at tale med forskellige målmandstrænere i Manchester United, og de sagde alle, at målmænd laver fejl, det gør alle, men det er, hvordan du håndterer det i en klub som United.
– Peter Schmeichel lavede masser af fejl, men han kom sig over dem meget hurtigt. Hvis du derimod laver fejl i seks eller syv kampe i træk, begynder det at bekymre mig, forklarer den tidligere United-kaptajn.
André Onana har pause fra klubfodbolden på grund af landsholdspausen.