Bukayo Saka mødte ind i landsholdslejr men blev sendt hjem igen
Arsenal-stjernen Bukayo Saka mødte mandag morgen ind sammen med resten af den engelske landsholdstrup, men det blev en kort fornøjelse.
Det kommer næppe som den store overraskelse, men nu bekræfter det engelske landshold det så selv.
Arsenals Bukayo Saka kommer ikke til at spille en rolle i Englands landskampe mod Australien og Italien.
Offensivspilleren mødte sammen med resten af landsholdstruppen ind på St. George’s Park, der er det engelske landsholds faste tilholdssted, men efter en tjek af den engelske lægestab, blev han sendt hjem til London.
Saka var heller ikke en del af den Arsenal-trup, der søndag aften slog de engelske mestre fra Manchester City.
Det er angiveligt en lyskeskade, der holder den 22-årige kantspiller ude, og der bliver ike udtaget nogen erstatning for ham til den engelske trup.
Bukayo Saka havde forud for søndagens kamp mod Manchester City spillet 87 Premier League-kampe i træk for Arsenal. En imponerende stime, der dog blegner en smule i forhold til amerikanske Brad Friedel, der med 310 kampe i streg fra august 2004 til oktober 2012 sidder på rekorden for flest Premier League-kampe i træk.
Bukayo Saka tangerer 26 år gammel Arsenal-rekordEngland spiller fredag en venskabskamp mod Australien hjemme på Wembley, inden Three Lions tirsdag tager imod europamestrene fra Italien samme sted.
Kampen spilles 828 dage efter, at Bukayo Saka var en af de spillere, der brændte et straffespark i straffesparkskonkurrencen i EM-finalen mod netop Italien – i øvrigt også på Wembley.