
Fænomenet kan være væk til vinter: Bundesligatophold tvinges til at sælge rekordmager
Serhou Guirassy har taget Bundesligaen med storm, og det må siges at være held i uheld for Stuttgart, der står i en penibel situation.

Han har scoret 13 mål i syv kampe – det er ny rekord i Bundesligaen.
Han har scoret minimum to mål i alle sæsonens fire hjemmekampe, og det er kun sket seks gange tidligere i historien – senest Robert Lewandowski i rekordsæsonen 2020-21.
Lørdag scorede han hattrick på 16 minutter i kampen mod Jonas Wind og Wolfsburg – gentager han den bedrift i næste runde mod Union Berlin, så har han scoret lige så mange mål som sidste sæsons Bundesliga-topscorerer, Niclas Füllkrug og Christopher Nkunku, opnåede i hele sæsonen – nemlig 16 mål.
De er formenlig ganske godt tilfredse med Serhou Guirassy i VfB Stuttgart, men selvom sydtyskerne lørdag aften satte sig på førstepladsen i Bundesligaen som følge af den guineanske landsholdsangribers vanvittige målform, så er der en smule malurt i bægeret.
Stuttgart betalte blot ni millioner euro – 67 millioner kroner – for Guirassy, da de i sommer købte ham fri af franske Rennes, og den handel ser i bakspejlet helt og aldeles genial ud.
Desværre for Stuttgart, så fik Guirassy, der allerede i sommer – angiveligt -havde interesse fra Premier League, indskrevet en frikøbsklausul i sin kontrakt med bundesligaklubben.

Den klausul lyder ifølge tyske Bild på 20 millioner euro – 150 millioner kroner. Den træder bare først i kraft til sommer, og dermed kan Stuttgart tvinges til at sælge topscoreren allerede til januar for at optimere salgsprisen.
Serhou Guirassi er født i den sydfranske by Arles, men siden marts 2022 har han repræsenteret det guineanske landshold, og til januar rejser han til Elfenbenskysten for at repræsentere landet ved Africa Cup of Nations – en turnering der kan holde ude af op til fem kampe for VfB Stuttgart.
Guirassi var udlejet fra Rennes til Stuttgart i sidste sæson, hvor guineaneren scorede 11 mål i 22 kampe.