Juventus pligtsejrede mod lokalrivalerne og holder fast i toppen
Juventus holdt snor i de øvrige tophold i Serie A, da Den Gamle Dame lørdag aften vandt lokalderbyet mod Torino.
Juventus holdt trit med Serie A-topholdene, da storklubben pligtsejrede mod Torino.
Lokalderbyet endte 2-0 til de zebrastribede, der nu kun ligger to point efter Inter på førstepladsen, der tidligere på dagen smed point mod Bologna.
Første halvleg forløb uden de store højdepunkter, men lige efter pausen kom der gang i kampen.
Torino-målmanden, Vanja Milinkovic-Savic, mistimede sit indgreb på et hjørnespark, og herefter fulgte en stor gang klumpspil. I sidste ende fik Federico Gatti ad to omgange skovlen bolden over stregen til en Juventus-føring.
Efter 62 minutters spil var den gal igen i Torino-feltet. Endnu en gang gik Milinkovic-Savic galt af et hjørnespark, og så kunne indskiftede Arkadiusz Milik heade bolden ind til 2-0.
Torino formåede ikke for alvor at true Juventus i den anden ende, hvor et forkølet saksesparksforsøg var det tætteste holdet kom på en reducering.