West Ham bedre end Liverpool, Manchester City, og United i Europa
Efter West Ham torsdag aften vandt over Freiburg i Europa League, blev de historiske og opnåede noget som intet andet engelsk hold tidligere har gjort.
West Ham har siden sidste sæson haft utrolig meget succes i europæisk fodbold.
Faktisk har de været så meget ovenpå, at klubben nu har opnået en ny rekord, hvor de overgår alle andre engelske hold.
West Ham kom nemlig op på 17 kampe i træk uden nederlag i en europæisk turnering, efter holdet vandt over Freiburg med 2-1.
Stimen af ubesejrede kampe startede sidste sæson mod Viborg FF, da de vandt begge opgør mod viborgenserne i playoff til Conference League. Efterfølgende endte de i gruppe med FCSB, Anderlecht og endnu et dansk hold i form af Silkeborg.
Her vandt West Ham alle seks gruppekampe, inden de slog AEK Larnaca to gange i ottendedelsfinalen. I kvartfinalen røg Gent ud, efter de ellers spillede uafgjort i første kamp. Den kamp var den eneste i hele turneringen, hvor West Ham ikke trak sig sejrrigt ud.
I semifinalen vandt de nemlig begge opgør mod AZ Alkmaar, inden Fiorentina måtte gå slukørede fra finalen.
I denne sæson er det blevet til to sejre i to kampe i Europa League, hvilket samlet sender dem på 17 kampe uden nederlag. Dermed går de forbi Leeds, Tottenham og Manchester City, der alle har nået 16 kampe uden nederlag, inden de måtte overgive sig.