Uwe Rösler om stor respekt for ung Neestrup: Han stabiliserede skibet
Der venter søndag aften en stor kamp på Ceres Park i Superligaen, når AGF byder FCK velkommen til Smilets By i den sidste kamp inden landskampspausen. Og på sidelinjen vil der være gensidig respekt forudser AGF-træner Uwe Rösler.
Søndag spiller F.C. København den sidste af otte kampe på fem uger, når de løber ud på Ceres Park i Aarhus mod AGF.
På sidelinjen står to ambitiøse trænere, som før har leveret underholdende kampe i de to klubbers indbyrdes opgør, og der er en gensidig respekt de to trænere imellem, afslører Uwe Rösler.
– Jeg respekterer Jacob Neestrup meget. Han har gjort et rigtig godt job, og jeg kan godt lide ham. Jeg tror også, at de respekterer os med det, vi har opnået de sidste 15 måneder, siger Uwe Rösler til campo.dk efter torsdagens træning.
Hos AGF står Uwe Rösler foran en svær opgave i en komme tilbage på sejrskurs efter fire kampe uden fuld pointhøst i Superligaen, og det at stå med ansvaret for et hold, hvor sejrene ikke ligefrem vælter ind, kender FCK’s manager også særdeles godt.
Han overtog sidste efterår ansvaret for hovedstadens førende fodboldklub i en periode, hvor resultaterne var for svingende.
– Han er ung og træder ind som cheftræner i F.C. København og vinder ‘The Double’ i sin første sæson. Det er imponerende. Det må jeg sige. Jeg har stor respekt for, hvordan han ‘stabiliserede skibet’ i FCK i sidste sæson, siger Rösler og beskriver yderligere udfordringerne ved at have et så stort ansvar i en ung alder.
– Jeg har stået i spidsen for Malmø, som også er en storklub. Men da jeg var på hans alder, ville jeg have set det som en kæmpe udfordring at stå med ansvaret for en klub som Malmø. Jeg gjorde det først, da jeg havde mange års erfaring.
Uwe Rösler var til stede i Parken til kampen mod Bayern München tirsdag aften, hvor F.C. København satte en føring over styr og tabte 2-1 til sidst.
Søndagens kamp mellem AGF og FCK starter klokken 20.00 og kan ses på Viaplay.
Uwe Rösler om AGF’s målmandsduel: Jeg har ikke besluttet mig endnu FCK bekræfter: Kæmpe talent ude i et år