Anderson inden FCK-kamp: Stemningen bidrager til at gøre kampene specielle
AGF's Mikael Anderson ser meget frem til søndagens kamp mod F.C. København hjemme på Ceres Park, da opgørene mellem de to klubber altid er intense.
AGF er uden sejr i Superligaen siden den 27. august, hvor Lyngby BK blev besejret med 1-0 på hjemmebane.
Siden da er det kun blevet til to point i de seneste fire kampe for det aarhusianske mandskab. Men det er profilen Mikael Anderson klar til at lave om på.
Søndag møder AGF nemlig F.C. København hjemme på Ceres Park, og det er et opgør, som den 25-årige midtbanespiller glæder sig.
– Det er altid nogle specielle opgør mod FCK. Det er nogle intense kampe, hvor der bliver gået til den og der bliver kæmpet for hver bold, og så er der altid god stemning på lægterne. Det bidrager også til at gøre kampene specielle – det kan mærkes nede på banen.
– Jeg glæder mig til at komme buldrende fra start med masser af energi og vise, hvad AGF står for og svare tilbage på de seneste kampe i Superligaen, hvor vi har savnet en sejr. Vi glæder os til at komme med energi og power for at slå de københavnere, siger Mikael Anderson til AGF’s hjemmeside.
AGF ligger nummer syv i Superligaen med 13 point efter de første ti runder, mens FCK ligger nummer et i tabellen med 22 point.
Kampen mellem AGF og F.C. København søndag aften starter klokken 20.