
Tuchel om Parkens underlag: Forventer de bedste baner på det her niveau
Bayern München trænede mandag aften i Parken forud for tirsdagens Champions League-kamp. Parkens græstæppe imponerede ikke Thomas Tuchel, men vil ikke bruge det som dårlig undskyldning.

Det burde være de 22 mand på banen, der var det store samtaleemne forud for en Champions League-kamp.
Underlaget i Parken har dog været så kritisabelt, at det har fyldt en god del i optakten til aftenens kamp mellem F.C. København og Bayern München
Rasmus Falk udtalte sig på pressemødet forud for kampen, og mandag aften gav Bayern-træner Thomas Tuchel sit syn på banen, efter hans mandskab havde overstået den obligatoriske træning dagen før en kamp.
Og Tuchel var ikke imponeret.
– Tja, vi var godt klar over, at den (banen, red.) ikke var i den bedste stand. Ingen bryder sig om det, fordi vi spiller på højeste niveau, så normalt forventer du også det højeste niveau af baner, udtalte træneren til Viaplay.

Det er en del af UEFAs regulativer, at et udehold får chancen for at træne på et stadion dagen før en Champions League-kamp. Og selvom det kan forværre banens tilstand, så var det vigtigt for Tuchel at mærke græsset inden det går løs tirsdag aften.
– Alle fortalte os, at vi skulle forvente en svær bane. Derfor er det endnu bedre, at vi træner her i dag (mandag, red.). Endnu bedre fordi, vi kan finjustere. Vi kan danne vores egen mening, og vi kan bruge natten til at fordøje indtrykkene, og være klar til kamp i morgen (tirsdag, red.)
– Vi vil ikke have nogle undskyldninger, slutter den 50-årige tysker.
Kampen mellem FCK og Bayern München fløjtes i gang klokken 21:00, og kampen kan ses på Viaplay og TV3+.
Få det fulde overblik over dagens TV-transmitteringer her.
