Lyseng-angriber har vundet over Neestrup før: Den står 1-0 til mig
Det er ren 'David mod Goliath', når IF Lyseng onsdag møder Superliga-førerholdet F.C. København Men det skræmmer ikke Lysengs angriber, der har vundet over Jacob Neestrup før
Det er nok de færreste følgere af dansk fodbold, der kender navnet Anders Fæster.
En der helt sikkert kender den høje angriber er FCK-træner Jacob Neestrup.
I det officielle kampprogram udtaler Neestrup sig helt specifikt om Lyseng-angriberen, som Neestrup husker fra dengang han var træner for FCKs U17-hold, og Anders Fæster spillede U17 hos AGF.
Og det kom bag på Fæster, at den succesfulde FCK-træner kan huske ham fra tidligere kampe. Det fortæller han til campo.dk.
– Det er lidt overraskende, men selvfølgelig fedt.
– Jeg tror, vi dengang vinder 3-2 i Parken i den andensidste runde som U17. Så der står der hvert fald 1-0 til mig, men det er da mega sjovt, at han kan huske mig.
Lyseng-angriberen er delt topscorer i Aarhus-klubben, der aktuelt fører den danske 3. Division. Det er altså to tophold – fra hver sin række – der onsdag møder hinanden i Oddset Pokalen på Ceres Park.
Anders Fæster, der til dagligt læser HA Jura på Aarhus Universitet, anerkender da også, der venter en svær kamp, men han er samtidig fortrøstningsfuld på holdet vegne.
– Det bliver en svær kamp, og en sjov kamp. Og en anderledes kamp. Vi skal prøve at holde den 0-0 så lang tid, som muligt, udtaler den farlige spids.
Et minde til klædeskabet
Det er ikke hver dag, at Superligaens førerhold står på den anden side af banen, og Anders Fæster afviser da heller ikke, at han skal have fat i en FCK-trøje, når kampen er slut.
– Jeg havde håbet, at Cornelius skulle spille, men måske Rasmus Falk kunne være et godt bud. Eller Achouri (Elias Achouri, red.) eller Elyounoussi (Mohamed Elyounoussi, red.) Sådan nogle profiler kunne være meget sjovt at have hængende hjemme i skabet.
Anders Fæster glæder sig selvsagt til kampen, og det er tydeligt, at den målfarlige angriber har tænkt kampens forløb igennem et par gange den seneste tid. Og opskriften lyder egentlig meget simpel.
– Tænker vi kommer foran 1-0 i første halvleg, og så skal de jo satse lidt til sidst. Så får de nok prikket en ind, men så får vi prikket den ind en gang til, så jeg tror på 2-1 til Lyseng, og jeg laver hvert fald et af målene.
Kampen mellem Anders Fæsters IF Lyseng og F.C. København fløjtes i gang klokken 19:45 på Ceres Park.
Trupnyt: F.C. København døjer med skader og sygdom – to mulige debutanter mod Lyseng