St. Pauli med opsigtsvækkende initiativ: Dropper samarbejde med agenter i ungdomsafdelingen
St. Pauli vil ikke længere samarbejde med agenter eller konsulenter, når det kommer til talenter i klubbens ungdomsafdeling. Man vil stoppe kapitaliseringen af ungdomsfodbold.
Den tyske 2. Bundesligaklub St. Pauli går andre veje, end de fleste andre klubber rundt omkring i fodboldeuropa gør.
Klubben har nemlig besluttet, at man ikke længere vil samarbejde med agenter, konsulenter og kommercielle individuelle trænere i hele klubbens ungdomsafdeling.
Klubbens formål med initiativet er at stoppe kapitaliseringen af ungdomsfodbold og i stedet fokusere på spillernes nære omgivelser, som, klubben mener, spiller en afgørende rolle i de unge spilleres udvikling.
St. Paulis sportsdirektør, Andreas Bornemann, har udtalt sig til Süddeutsche Zeitung, , og han mener, at agenterne tjener alt for mange penge på de unge talenter.
– Dette er ikke en beslutning imod agenter generelt. Det handler snarere om at sætte fokus på spillernes personlige miljø, og ikke på agenter eller markedet.
– Problematiken bliver diskuteret kritisk i alle fodboldmiljøer, og de fleste klubber anerkender problemet. Vi vil tage det første skridt nu og håber, at andre følger i vores fodspor.
St. Pauli er i skrivende stund at finde på andenpladsen i 2. Bundesligaen, hvor de er et enkelt point bag ligaens førsteplads i form af Düsseldorf. Der er spillet syv kampe indtil nu, og St. Pauli står noteret for 13 point – a point med lokalrivalen fra HSV.
Senest snuppede St. Pauli en 3-1-sejr over den kriseramte traditionsklub Schalke 04. Schalke 04 er at finde på en af nedrykningspladserne i den næstbedste tyske række.