Frandsen efter 0-0 i Farum: De fik ikke mange chancer
Hvidovre IF mødte mandag aften FC Nordsjælland i Superligaen. Opgøret endte målløst, og Hvidovre-træner Per Frandsen hyldede efterfølgende sit mandskab.
FC Nordsjælland plejer at score mål, når de spiller på hjemmebane. Mange mål.
Man skal helt tilbage til juni i år, for at finde seneste kamp, hvor FC Nordsjælland ikke er lykkedes med at score på Right to Dream Park.
Mandag aften skete dog igen, da Hvidovre gæstede kunstgræsset i Farum. Det endte 0-0 i en kamp, hvor superliga-oprykkerne stod godt på banen, og ikke levnede mange chancer til de unge FCN’er.
Og det var helt efter bogen, fortalte Hvidovre-træner, Per Frandsen, efter kampen.
– Vi overvejede meget, om vi skulle spille med fem bag i. Om vi skulle gå lidt længere ned, for vi plejer at gå i højt pres. Så valgte vi at træne, hvor vi stod i middelpres, og håbede vi kunne få dem på omstillinger med Linds (Marcus Lindberg, red.) speed oppe foran, fortalte Per Frandsen til Viaplay efter kampen.
– Deres kanter er normalt rigtig dygtige, og kommer de ned bag os i de halvrum…det synes jeg, vi fik lukket rigtig godt af for.
Ikke tale om tyveri
Hvidovre har endnu den første sejr til gode i Superligaen, og FC Nordsjælland var det også den helt store favorit til at tage de tre point mandag aften.
Alligevel synes Per Frandsen ikke, at man kan tale om at hans mandskab “stjal” pointene i Farum.
– Jeg ved ikke, om vi stjal det. Jeg synes vi arbejder stenhamrende hårdt defensivt. Vi stod rigtig godt defensivt. Jeg havde håbet, hvis vi snakker om at stjæle det, at vi lige kunne have scoret et mål til sidst. De fik ikke mange chancer i dag.
Med kampen ligger Hvidovre IF stadig sidst i Superligaen, og har endnu den første sejr til gode. Den kan komme søndag, når Frandsens tropper møder naboklubben Brøndby IF på hjemmebane i Hvidovre.
Glad og ærgerlig Hvidovre-træner: Vi føler os så tæt på!