3F Superligaen

Glad og ærgerlig Hvidovre-træner: Vi føler os så tæt på!

Det er endnu ikke blevet til en sejr i Superligaen for Hvidovre IF i denne sæson, og det ærgrer klubbens cheftræner Per Frandsen, som dog glæder sig over et flot point mod FC Nordsjælland.

Per Frandsen ærgrer sig over uafgjort mod FC Nordsjælland.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvidovre IF fik mandag aften sit blot tredje point i denne sæson.

Det skete i et opgør mod den seneste sæsons Superliga-sølvvindere fra FC Nordsjælland, som på forhånd var store favoritter til at tage sejren.

Derfor var det da også et overraskende resultat for de fleste, men ikke for Hvidovre IF-cheftræneren Per Frandsen. Det fortæller han i et interview til Viaplay efter opgøret.

Hvidovre-bossen var da også både glad og en smule ærgerlig efter opgøret. Glad for holdets gode præstation og ærgerlig over, at Hvidovre-spillerne igen måtte gå sejrsløse fra banen.

– Jeg synes, at vi arbejdede stenhamrende hård defensivt og stod godt defensivt. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg da havde håbet, at vi kunne score og tage det hele til sidst. Men vi er glade… Vi er selvfølgelig glade for pointet. Ingen tvivl om det, fortæller Per Frandsen til Viaplay.

– Vi hungrer efter den første sejr, og det troede vi virkelig på, at vi kunne få i Farum i dag. Vi synes selv, at vi har været godt med i alle kampe – på nær kampen mod OB – men vi har manglet kvaliteten og heldet til at kunne afgøre det. Og så ved jeg ikke, om vi skal stjæle point, som du siger. Vi har været med i alle kampe og har haft mulighed for at vinde alle kampe. Så vi føler, at vi er tæt på at vinde fodboldkampe.

Mandagens resultat betyder, at Hvidovre IF nu har hentet tre point i sæsonens første ni kampe. Klubben indtager en øjeblikkelig sidsteplads i Superligaen.

FC Nordsjælland mistede modsat vigtige point i topstriden, hvor Farum-klubben nu indtager en tredjeplads med fire point op til ligaens duks fra F.C. København.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P