Fodboldspillerne der ikke ser fodbold
Her er nogle af de spillere, der ikke bruger så mange interessetimer udenfor arbejdstiden på at se fodbold.
– Jeg så aldrig fodbold, da jeg var yngre. Det gør jeg stadig ikke.
Sådan lød det fra Ben White i et interview til Sky Sports i 2022.
Mange fodboldfans var nok lidt forbavsede over Arsenal-spillerens udtalelse, men han er langt fra den eneste fodboldspiller, der ikke følger med, når bolden ruller over skærmen.
Benoit Assou-Ekotto, der har spillet i blandt andet Tottenham, havde lidt samme tilgang til spillet, som Ben White har.
Tilbage i 2010 skabte han en del postyr med sine udtalelser om sin passion – eller mangel på samme – for fodbold.
– Det er et rigtig, rigtig godt job, og jeg siger ikke, at jeg hader fodbold, men det er ikke min passion. Jeg ankommer om morgenen, og der begynder jeg at være professionel. Når jeg har fri, spiller jeg ikke fodbold. Når jeg er på arbejde, gør jeg mit job 100 procent. Men efter det er jeg som en turist i London. Jeg har mit Oyster-kort, jeg tager ‘the Tube’, og jeg spiser, sagde han dengang til The Guardian.
Et af de helt store navne i Tottenham i 2010 var Rafael van der Vaart, men da han kom til klubben, anede Assou-Ekotto ikke, hvem han var.
– Han er fra Madrid? Han hilste på alle spillerne på holdet, og jeg sagde ‘hej’. Efterfølgende spurgte jeg en af spillerne; ‘hvem er han?’ og så tog vi holdbillede.
En anden tidligere Tottenham-spiller, der ikke havde den store forkærlighed for at se fodbold hjemme i stuen, er Gareth Bale – med det velkendte ‘Wales, golf, Madrid’-tilråb.
Det tilråb fik ben at gå på, da han i et interview til ESPN forud for en Champions League-kvartfinale mod Paris Saint-Germain i 2018 havde dette at sige:
– Jeg ser ikke så meget fodbold. Jeg vil hellere se golf, hvis jeg skal være ærlig.
Han kunne nok godt sætte sig i sofaen og se TV med Carlos Tevez, der heller ikke går så meget op i fodbold – til gengæld går han også rigtig meget op i golf.
– Hvis Barcelona mod Real Madrid er i fjernsynet, og der er en golfturnering i gang på en anden kanal, vil jeg helst se golf, lød det fra Tevez i 2018 ifølge The Athletic.
Også den tidligere West Ham-spiller Bobby Zamora brugte sin fritid på andet end fodbold, og det har den tidligere Chelsea-angriber Tony Cascarino også engang reageret på i en klumme i den engelske avis The Times.
Her opfordrede han Bobby Zamora til at lægge støvlerne på hylden, hvis ikke passionen for spillet var der, men det fik Zamora lov til at forklare til The Athletic her godt 11 år senere.
– Jeg sagde i bund og grund bare, at jeg ikke ser fodbold 24/7 som alle andre. Det er bare konstant. Hvor end man går hen, er der nogen, der vil tale med en om fodbold. Som jeg ser det, hvis man er er maler eller dekoratør, går man heller ikke hjem fra arbejde og ser ‘Changing Rooms’.
– Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide fodbold, det er fordi, at jeg ikke har tænkt mig at se eksempelvis Burnley mod Reading, lød det fra Bobby Zamora.
Dansker med oplæg, da Roma delte med TorinoEr det egentlig vigtigt, at fodboldspillere ser alle kampe hjemme i stuen? Er det der, deres fokus skal ligge, eller er det på træningsbanen?
Det vides ikke, men de spillere, der er nævnt ovenover, havde da alle en helt okay karriere… eller hvad?