Daniel Wass: Sindsygt at vi giver dem to mål!
Daniel Wass var lige efter slutfløjtet søndag eftermiddag skuffet over, at Brøndby var foran to gange uden at kunne holde hjem, og han fokuserede mest på holdets egne fejl.
Daniel Wass var efter opgøret mod F.C. København alt andet end en glad mand.
Den rutinerede midtbanespiller, der kort efter kampen blev interviewet af Viaplay, havde primært en overordnet kommentar til nederlaget:
– Det er helt sindssygt. Det er helt sindssygt, at vi giver dem to mål.
Brøndby førte blandt andet med 2-1 helt frem til det 84. spilleminut, hvor Roony Bardghji med to hurtige scoringer sikrede de tre point til F.C. København.
Igen fokuserede Wass på at Brøndby forærede to mål væk i løbet af kampen.
– Vi kommer foran to gange, og vi giver dem to mål. Det er helt sindssygt. Det forstår jeg ingenting af. Jeg synes, vi spiller en god fodboldkamp i dag, og vi har vores chancer specielt i første halvleg, og så ender vi med at tabe. Det er sindssygt, konkluderede Wass umiddelbart efter kampen.
Du kan se hele interviewet i artiklens video øverst.
Næste gang Brøndby er i aktion i Superligaen er på udebane mod Hvidovre søndag den 1. oktober.