Ajax vil gå rettens vej: Revser afgørelse fra fodboldforbund
Den hollandske storklub, Ajax, er ikke tilfreds med det hollandske fodboldforbunds afgørelse vedrørende kampen mellem Ajax og Feyenoord.
Kampen mellem Ajax og Feyenoord spilles færdig uden tilskuere onsdag den 27. september klokken 14:00.
Sådan lyder mandagens afgørelse fra det nationale fodboldforbund i Holland. En afgørelse der kommer på baggrund af søndagens hændelser i den hollandske hovedstad, hvor storkampen mellem Ajax og Feyenoord blev afbrudt som følge af fan-uroligheder.
Men det er man ikke tilfredse med i Ajax. Faktisk vækker dagens afgørelse stor utilfredshed i den hollandske storklub, og derfor overvejer klubben af gå rettens vej. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Utilfredsheden bunder i, at Ajax allerede har en kamp på programmet den 27. september. Her var det planen, at den hollandske hovedstadsklub skulle spille mod FC Volendam, men denne kamp er nu også blevet rykket.
Derfor er Ajax overrasket over valget fra det hollandske fodboldforbund, som ifølge klubben slet ikke giver mening, skriver klubben.
– Ajax tager afstand for årsagen, der førte til aflysningen af kampen. Rigtig mange fans var ofre for det, der skete søndag. På grund af nationale og internationale kampe er den første uge i november det tidligste tidspunkt, at kampen (mod Feyenoord, red.) kan spilles færdig, mener vi, indleder klubben i sin officielle udmelding og fortsætter:
– Som følge af fodboldforbundets udmelding mandag skal programmet nu tilpasses fire klubber, fordi kampen skal spilles færdig allerede den 27. september. Det går ikke bare udover klubberne, men også fansene. Derfor overvejer Ajax at gå rettens vej, skriver klubben.
Viborg-sportschef Agesen forsvarer Gaaei og bekræfter: Dialog var direkte med AjaxFC Volendam har ligeledes været ude at kommentere på mandagens afgørelse fra fodboldforbundet. Det sker på klubbens hjemmeside.
Klubben er – ligesom Ajax – uenige i beslutningen. Klubben ønsker at spille opgøret mod Ajax som planlagt den 27. september og vil derfor undersøge rettighederne i løbet af de kommende timer.