Jesper Sørensen efter nederlag mod FCK: Målet er at dominere mod dem i 90 minutter
Brøndby-cheftræner Jesper Sørensen mener, at Brøndby er på vej i den rigtige retning. Målsætningen er, at man en dag kan dominere mod F.C. København i samtlige 90 minutter.
Brøndby IF spillede en flot første første halvleg, da F.C. København søndag gæstede Brøndby Stadion.
En knap så god anden halvleg og to scoringer af indskiftede Roony Bardghji betød dog, at ærkerivalerne fik vendt det hele på hovedet til sidst.
Brøndby gik således fra at have været foran med 2-1 til at tabe kampen 2-3.
Selvom de to indkasserede mål og tre tabte point unægtelige ærgrer Brøndby-cheftræner Jesper Sørensen, så var han langt fra uden optimisme, da han kort efter slutfløjt var i Viaplays studie for at sætte ord på kampen.
Her fik han også gjort det klart, at man i fremtiden går efter at kunne dominere hele kampe mod ærkerivalerne.
– Jeg tager med, at vi er på vej. Jeg tager med, at den måde, vi arbejder med tingene på, virker. Vi virker til at være et hold i fremgang og den rigtige retning, siger han og fortsætter:
– Jeg tror, at der går lidt tid, før vi dominerer i 90 minutter mod F.C. København – det er også meget at forlange. Men vores målsætning er selvfølgelig, at vi kan det.
Med nederlaget er Brøndby nu gledet ned på tredjepladsen i Superligaen, da Silkeborg IF sejrede overbevisende i sin kamp hjemme mod Viborg FF søndag.
Derudover har FC Nordsjælland muligheden for at overhale Brøndby IF mandag, når Hvidovre IF gæster Right to Dream park.
F.C. København ligger fortsat nummer ét, nu med fire point ned til Brøndby.
Du kan se hele indslaget med Jesper Sørensen i videoen øverst i artiklen