Er Brøndby guldbejlere? Jesper Sørensen kigger ikke på tabellen… endnu
Brøndby har været forrygende i den nye sæson, hvor Jesper Sørensen har ledt sit hold til en foreløbig andenplads i Superligaen. Det kan dog blive meget bedre, hvis holdet vinder søndagens derby mod F.C. København.
Jesper Sørensen har for alvor sat gryden i kog på Vestegnen.
I den nye sæson af Superligaen har cheftræneren ført sit hold til en foreløbig andenplads efter en sejrsstime på fem kampe.
Senest slog man overbevisende AGF i Aarhus, og søndag gælder det arvefjendeopgøret mod F.C. København.
Her plejer der aldrig at mangle incitament til at vinde, men søndagens kamp har alligevel lidt ekstra krydderi.
Brøndby kan nemlig overhale den evige rival og indtage førstepladsen.
Men selvom Brøndby ligner en reel guldbejler inden derbyet, er Jesper Sørensen ikke så optaget af at kigge på tabellen på nuværende tidspunkt. Det siger han til B.T.:
– Det er selvfølgelig sjovt, at vi pludselig står i en kamp mellem nummer ét og to, men vi kigger ikke så meget på tabellen, når vi kun er en fjerdedel inde i sæsonen. Vil vi gerne være tophold, handler det lige nu mere om, hvordan vi spiller, siger Jesper Sørensen.
– Ambitionen er at spille med om noget, så må vi se, hvor højt oppe det bliver.
Der er kickoff på Brøndby Stadion klokken 14, og kampen vises på TV3+ og Viaplay.