
Ten Hag leder efter løsningerne: Mine spillere er ikke robotter
Den hollandske Manchester United-manager mener ikke, han kan presse eller forlange mere af sine spillere, end hvad han gør i øjeblikket.

En skrækstart.
Det er, hvad Manchester United har fået på Premier League-sæsonen 2023/24.
Tre nederlag og to sejre i sæsonens første fem kampe og et åbningsnederlag til Bayern München i Champions League er de håbløse numre for De Røde Djævles sæsonstart.
Og det er da også frustrerende at være Manchester United-manager i øjeblikket, hvis man spørger klubbens hollandske af slagsen, Erik ten Hag.
– Jeg presser holdet og forlanger ting fra dem, men de er mennesker og ikke robotter, lyder det ifølge Fabrizio Romano fra Ten Hag, der fortsætter:
– Jeg ved ikke, hvorfor de så ikke gør det, og jeg forsøger at finde løsningerne på det og prøver samtidig at motivere spillerne til at gøre deres arbejde.

Den skrækkelige sæsonstart kan blive rettet en smule op, når Manchester United lørdag aften brager sammen med oprykkerne fra Burnley på Turf Moor.
Kampen sparkes i gang klokken 21:00 og kan følges på TV3+.