
Neestrup med klar besked: Stemning kommer ikke til at intimidere os
Når F.C. København tirsdag aften løber på banen i Galatasaray, bliver det til vanvittig larm fra mere end 50.000 ellevilde tyrkere. Men det har FCK ikke haft fokus på, siger cheftræneren før kampen.

Tirsdag aften sidder mere end 50.000 tyrkere og og bakker deres hjemmehold Galatasaray op.
Og kender man bare lidt til international fodbold, ved man også, at stemningen i Tyrkiet er lige en tand mere intens end i de fleste europæiske ligaer.
Det er dog langt fra noget, der påvirker F.C. Københavns forberedelser.
Slet ikke faktisk. Det er ikke noget, Jacob Neestrup og holdet har haft fokus på.
– Nej, det er det ikke. For vi har prøvet det før. Mange af spillerne har prøvet det rigtig mange gange.
– Atmosfæren prøvede vi i Trabzon sidste år, da vi kvalificerede os. Vi spillede i gruppespillet sidste år, og nogle af drengene har spillet kvartfinale i Europa League, de har spillet internationale kampe, de har spillet i den franske liga og i Premier League. Så atmosfæren er fed, men det er ikke noget, der skræmmer spillerne, for der har de trods alt for meget erfaring, vurderer Jacob Neestrup til Viaplays udsendte reporter i Istanbul tirsdag aften.
Fokus skal til gengæld ifølge cheftræneren være på at holde fast i noget af det spil, FCK har haft succes med indtil nu.
– Vi skal tage udgangspunkt i det, vi er dygtige til. Og det er primært på bolden.
Kampen på RAMS Park i Istanbul starter klokken 18.45 og kan ses på Viaplay.